Patientrettigheder
Dine rettigheder som patient i det danske sundhedsvæsen er bestemt og beskyttet af Sundhedsloven. Det kan dog være komplekst at navigere i hvilke rettigheder, man har, hvornår de kan/skal anvendes, samt hvor man kan få svar på spørgsmål hertil.
Du kan læse meget mere herom på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside her.
Retten til aktindsigt
- Se alt, hvad der er skrevet i journalen af sundhedspersoner
- Se, hvem der vil modtage oplysningerne
Du kan anmode om aktindsigt / kopi af journal ved at kontakte os telefonisk eller skriftligt.
Patienten kan give en anden fuldmagt samt sundhedspersonale fuldmagt til at opnå aktindsigt. Forældre til børn under 15 år har som udgangspunkt krav på aktindsigt. I nogle tilfælde kan der dog være oplysninger, som forældre ikke kan få indsigt i af hensyn til barnet/den unge, f.eks. indhold af terapisamtaler eller anden privat information.
En anmodning om aktindsigt skal færdigbehandles inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen. Du vil modtage journalkopien i din mit.dk-indbakke.
NB: Har du brug for oplysninger til dit uddannelsessted eller kommunen, kan du bruge den tilsendte behandlingsplan som dokumentation. Ved behov for at speciallægen skal svare på specifikke spørgsmål i tillæg til behandlingsplanen, bedes du booke tid til dette på tlf. 70 70 71 41. Vær opmærksom på, at der vil være en omkostning forbundet med udfærdigelse af speciallægeerklæringer og udtalelser.
Unge fra 15 år og opefter
For patienter over 15 år gælder, at de selv ejer deres sundhedsoplysninger og selv samtykker til et forløb. Vi er forpligtede til at informere forældre i nødvendigt omfang, men vi sikrer os, at den unge selv indvilliger til dette.
Det er ikke muligt at give behandleren informationer eller dokumenter uden den unges vidende.
Det er også op til den unge selv, om de ønsker at man som forælder deltager i konsultationerne. Forældres eventuelle ønsker om tid alene med behandleren afhænger af den unges samtykke.
Hvis der ønskes udskrifter af den unges journal eller udlevering af andre former for informationer, vil det blive tilsendt den unges mit.dk-indbakke.
Hvis der er behov for at forældrene varetager praktiske dele af den unges forløb og ønsker informationer om forløbet, skal den unge samtykke til dette. Der fremsendes ved opstart samtykke-erklæring, hvor den unge kan specificere, hvem der må få oplysninger.
Det gælder også ved unge/voksne på 18 år og opefter, hvor vi i udgangspunktet af juridiske årsager ikke kan dele informationer med andre, f.eks. forældre eller partner, uden et eksplicit samtykke. Vi håber på forståelse for, at vi er nødt til at fastholde kravet om samtykke, før vi udleverer oplysninger, da det handler om beskyttelse af patientens fortrolige, følsomme oplysninger. Vi vil meget gerne være behjælpelige med at inddrage forældre og andre pårørende og sikre meningsfuld varetagelse af forløbet, men hensynet til tavshedspligt og datasikkerhed vil altid vægtes højest.